Seneste elevfortælling
Fra "hokus-pokus" til logik

David har fået meget mere ”gå-på-mod”

Læs mere her


Lydbehandling har hjulpet min søn til succes i skolen

Dette er en lille historie om hvordan års håbløs kamp med læsebøgerne blev vendt til en succesfuld højtlæsning for klassen. Om hvordan uendelige timers gråd og frustration blev vendt til stolthed og glæde og om hvordan en lille drengs verden fik et nyt perspektiv.

Dette er min historie om hvordan min søn Magnus kom til at læse i en alder af 12 år, - og dette ved hjælp af lydterapi.
 
Efter børnehaveklassen flyttede vi til England, hvor Magnus startede i skole. De første 3-4 måneder forstod han ikke meget af hvad der forgik, men så begyndte der langsomt at komme lidt bevægelse i de engelske stavelser. De andre børn havde gået i skole fra de var 4 år, så de var allerede 3 år foran Magnus. Dette forspring holdt ved i de 3 år vi boede der og Magnus blev mere og mere ked af at gå i skole. Hans engelske hjælpelærer antydede, inden vores afrejse, at der måske var et problem med hans læsning, der ikke helt kunne henføres til hans tosprogethed.
 
Da vi kom hjem til Danmark kom Magnus tilbage til hans venner fra Børnehaveklassen, der nu var ved at være færdige med 4. klasse og så startede for alvor problemerne. Idet det var en privatskole var niveauet højt og det blev hurtigt klart, at selv med den ekstraundervisning, som skole kunne levere, kunne Magnus slet ikke følge med.
 
Vi måtte tvinge ham til at tage bøgerne frem og langt de fleste lektier blev kun lavet fordi vi lavede dem for ham. Især læsningen var et mareridt. Inden bogen overhovedet var blevet lukket op løb tårerne ned af Magnus’ kinder og frustrationen brød ud i lys luge. Skolepsykologen gennemførte test med ham, der viste en meget lav score på den sproglige forståelse samt den perceptuelle organisation. Umiddelbart var ham ikke ordblind, men noget var i hvert fald galt. Skolen anbefalede at han skiftede til en almindelig folkeskole, hvor han kunne få mere hjælp.
 
Og hvad gør man så som bekymrede forældre?
Ja, vi tilbragte mange timer med at tale om dette problem. Det blev næste som en usynlig sky, der hang over vores hjem. Vi kunne jo godt flytte ham til en ny skole, men ville det hjælpe? Ingen kunne give os noget svar og derfor tog vi til sidst beslutningen om at flytte ham.
Her startede han med alt hvad der kunne tilbydes af ekstra læsehjælp og mange lange aftner blev tilbragt med at terpe i gamle læsebøger efter råd fra læsecentret. I det hele taget fulgte vi alle de gode råd vi fik, men lige lidt hjalp det.
 
Så helt tilfældigt og udenfor sammenhæng hørte vi om en pige, der havde gennemført en behandling med lyde, der havde hjulpet hende til at kunne læse! Det lød meget mærkeligt og alternativt, at lyde i nogle høretelefoner skulle kunne gøre en forskel efter alt det vi havde været igennem.
 
Der var intet at finde om denne terapiform på biblioteket og ingen på vores skole havde hørt noget om dette. Vi havde kun terapeutens egen hjemmeside og pigens forældres ord at blive kloge af, hvilket vi synes måske var et lidt svagt grundlag at gå efter.
 
Men Magnus var nu blevet 11 år og det var ved at være sidste udkald, hvis han skulle nå at indhente hans klassekammerater inden de store klassers slid satte ind. Vi besluttede os for at booke en konsultation hos terapeuten Helle Holfort for at få mere at vide og for at få Magnus testet.
 
Testen var todelt. Den ene del af testen var en almindelig høretest og den anden del testede de forbindelser, der var mellem Magnus’ hørelse og de steder i hans hjerne lyden blev transporteret til.  
Testen viste at hørelsen var fin, men at forbindelserne i Magnus’ hjerne var i et virvar.  Helle vurderede at lydterapi ville kunne hjælpe Magnus og nu var det så op til os at beslutte, om vi var overbeviste nok til at starte en 8 måneders terapi, hvor Magnus skulle lytte til lyde hver morgen i 5 minutter efterfulgt af 5 minutters pause. Og det var ikke bare hver dag. Det var hver eneste dag, både i ferier, på lejrskoler og under en influenza!
 
Og hvorfor kan man egentlig være i tvivl om sådan en beslutning?
Det er jo en meget ringe indsats for at kunne komme til at læse som alle de andre nede i skolen. Men vi var hudløse efter års trængsler på dette område og Magnus synes 8 måneder var en uendelighed.
Men eftersom at vi var hans forældre, der trods alt, med en vis form for overblik og ansvarlighed, bærer forældrerollen, besluttede vi at det skulle have en chance. Og det er vel nok den mest betydningsfulde beslutning vi har taget i løbet af hans første 12 år!
 
I starten var det lidt svært at tage sig sammen til at påmontere høretelefonerne hver morgen, men overraskende hurtigt kom motivationen. Allerede efter den første måned begyndte der at ske noget med koncentrationsevnen, og efter 2 måneder begyndte de mindre ord at give mening og blive husket.
Efter 3 måneder havde Magnus hævet sin læsehastighed væsentligt og efter 6 måneder havde han indhentet det, der svare til et helt års pensum. I de sidste 2 måneder af hans lydterapi intensiverede vi læsningen og fra at være på lix-tal 12 da han startede terapien sluttede han på lix-tal 22 8 måneder efter!
 
Undervejs blev hverdagen også lettere. Han blev i stand til at læse og skrive sms’er, læse tekstTV, indkøbssedler, køreplaner, kamptilmelding til badminton osv osv.
 
Kort og godt så fik Magnus sig et nyt liv og vi fik en velfungerende dreng med selvtillid og et naturligt forhold til alt det sorte der fylder på det hvide papir.
 
Hvis vi virkelig skal lede efter noget at være kede af, her i denne glade tid, så er det, at vi ikke hørte om lydterapi noget før. Hvad det dog ikke ville have sparet os for af bekymringer og bogligt slid, men det har jo nok en mening alligevel.
 
I hvert fald så deler vi nu flittigt ud af Helles foldere og anbefaler denne terapiform til de, som vi møder på vores vej, der taler om læsevanskeligheder af mange slags, ligesom vi nu forhåbentlig også har overbevist dig om at give denne terapi en chance, hvis dit barn har problemer, der minder om dem Magnus havde.
 
God arbejdslyst og held og lykke!
 
Hilsen Anette Juul, Humlebæk