Lydbehandling.dk

• Forside
• Hvordan
• Teorien
• Kort introduktion
• Elevfortællinger
• Nyheder
• Statistik
• Links

Lydbehandling og dens opfinder - Hørelse og høreprøve

Tilbage til Teorien

Hørelsen kan defineres som hjernens evne til at opfange og integrere nerveimpulser, som opstår i de små fimrehår i ørets snegl, efter at fimrehårene er sat i bevægelse af lydbølgerne. Hørelsen sover aldrig.

Ved en høreprøve bruger man især to udtryk; deciBel (dB) og Hertz.

DeciBel (eller dB)-skalaen bruges over hele verden til at måle lydniveauet eller styrken eller kraften. Skalaen bruges til at bestemme, hvor høj lydtrykkets intensitet er i alle de frekvenser, det menneskelige øre kan opfatte. Samtidig kompenserer skalaen for, at vi ikke kan høre alle frekvenser lige højt. Normalt kan vi bedst høre mellemtoneniveauet - det er i det niveau, de fleste taler.

Hertz er måleenheden for frekvenser og fortæller, hvor mange gange en lydbølge svinger i sekundet. Jo færre svingninger pr. sekund, jo dybere er den tone, man kan høre. Jo flere svingninger pr. sekund, jo lysere tone.

Det menneskelige øre kan opfatte lyde fra ca. 20 svingninger pr. sekund (20 Hz) til ca. 20.000 svingninger pr. sekund (20.000 Hz).

Høreprøve

Formålet med høreprøven er at finde ud af, om der er en høreforskel mellem højre og venstre øre. Til dette bruger vi et audiometer, som er et specielt måleudstyr, der kan måle hørelsen. Man kan have set noget lignende hos skolesundhedsplejerske eller ørelæge.

Høreprøven udføres med forskellige frekvenser (Hz/toner) på forskellige lydniveauer (dB). Resultatet vises i et skema for at se om der er balance højre og venstre øre imellem. Det vil sige, om man kan høre det samme i begge ører.

Hvis der er en forskel på hørelsen højre og venstre øre imellem, betyder det, at det ene øre hører bedre end det andet. Det øre, der hører bedst, vil høre lyden et split-sekund før det andet. Det må betyde en form for ekko-dannelse eller uklar opfattelse af det sagte. Man kan derfor have problemer med at fokusere på noget bestemt og vil have tendens til at opfatte alle lyde og dermed komme til at virke ukoncentreret. Disse elever har brug for ro i indlærings-situationer/lektielæsning.

Man kan ogsÃ¥ tale om en langsom eller doven hørelse, hvor eleven ofte siger ”hvad” blot for at fÃ¥ ro til at gentage sætningen inde i sig selv. Ved en høreprøve vil man ofte skulle vente lidt pÃ¥ svar fra eleven.

Andre igen kan være meget følsomme overfor lyd – her kan visse lyde gøre ondt eller være ubehagelige. Disse elever kan være meget anspændte.

I sagens natur kræver det utrolig stor koncentration fra disse elever for at følge med i en skoleklasse med mange elever. Nogle vil prøve at følge med så godt de kan og være meget trætte efter skoletid. Andre sidder og drømmer, mens andre igen giver op og bliver let betragtet som urolige.

Hørelsen bliver sjældent eller aldrig givet som forklaring pÃ¥ eventuelle indlæringsproblemer – herved overser man problemerne med høreforskellen.